Biologisk arv & social arv

Simon Freud og senere C.G. Jung beskæftigede sig i sin tid med teorier om drifter og arketyper som grundlag for specifikke områder af vore emotionelle reaktioner og adfærd.
I mange år var deres analytiske teorier psykoterapiens analytiske redskaber.

Men efterhånden som vore samfund og de sociale aspekter har udviklet sig, har dele af teorierne vist sig at være mindre anvendelige. I dag anvender kun ganske få traditionel psykoanalyse. Men de dele af teorierne, der “tager tilbørligt hensyn til biologisk arv”, som et grundlag for den psykiske forståelse af os selv, har imidlertid igen fået stor relevans.

Efter nogle år op gennem 80′erne og 90′erne, hvor psykoanalyse stort set ikke har været anvendt, har den nye viden om menneskets biologiske arv af syv drifter i vores urhjerne, gjort både Freuds, Jungs og senere A.H. Maslows teoretiske bud aktuelle igen, som det grundlag menneskets følelser egentlig dannes på.

Social arv og behaviorisme

Freud var biologisk i sit udgangspunkt inspireret af Darwin, og tillagde nedarvede drifter og motorik stor betydning, som fundament for vores sociale arv.

Men i begyndelsen af 1900 tallet afviste den amerikanske psykolog John B. Watson den dengang herskende psykoanalytiske tankegang og tog dermed afstand fra Freud. Watson sagde, “giv mig et dusin raske børn, og lad mig opdrage dem, jeg garanterer at jeg kan få dem til at blive, hvad jeg ønsker, læge eller advokat, tigger eller tyv”.

Watson var overbevist om, at mennesket blev født som et ubeskrevet blad, og at psykiske lidelser, f.eks. aggressivitet og kriminalitet udelukkende skyldes fejlagtigt indlært adfærd, som man sagtens kunne rette op på. Watson mente altså, at kun opdragelsen, den sociale arv, spillede en rolle i menneskets emotionelle udvikling. Han blev sin tids førende psykolog i USA, og lærere og socialarbejdere over hele verden tog snart hans psykologiske skole “behaviorismen” til sig, ud fra hvilken socialpsykologien senere udviklede sig.

Behaviorismen fik efterhånden stor faglig indflydelse også i Europa, og fortrængte i en årrække helt de psykobiologiske retninger hos Freud og Jung. Der er således gået 100 år, hvor vores forståelse af menneskets emotionelle formning har været baseret på enten den ene eller den anden retning, og hvor de to retninger nærmest har bekriget hinanden og fornægtet den andens eksistensberettigelse.

Selv om det endnu ikke, her efter år 2000, er trængt ud til almenheden, ved videnskaben
i dag, at begges teorier er lige vigtige dele i menneskets emotionelle formning og udvikling.

Biologisk arv plus social arv

Menneskets emotionelle biologiske arv, de syv nedarvede drifter, er det råmateriale hele vores emotionelle sociale arv bygger på. Da drifterne inkorporerer både psykoanalysens, behaviorismens og socialpsykologiens teorier, er der således ikke længere tale om et enten eller, men et både og.

I store træk er de gamle teorier blevet fuldt dækket af de syv drifter, når de ses under et samlet hele. Freud anvendte seksual- og aggressionsdriften, Jung tilføjede frygt- og omsorgsdriften, Maslow territoriedriften og socialpsykologien dækkede ritual- og rangordensdrifterne i deres teorier.

At vort følelsesliv bygger på både en biologisk arv og en social arv er nu ikke længere blot baseret på psykologiske teorier, men er i dag baseret på reel videnskab. Når dette biopsykologiske grundlag anvendes, giver det et kompetent, ensartet videnskabeligt fundament, der kan få stor betydning indenfor både coaching og psykoterapi samt psykologi og psykiatri

Vi er biologisk set unikke, selvom vi på langt størstedelen af biologien er ens, idet vi f.eks. har hver sit fingeraftryk og hver sin genetiske kode. Det gælder også vores følelsesliv, som dannes gennem brug af vores 5 sanser og 7 drifter, der på præcis samme måde har hvert deres “fingeraftryk” eller biologiske “kode”.

Vi fødes med de samme sanser og drifter, men vi er samtidig nuanceret forskelligt rent biologisk. Det er logisk for forældre med flere børn, som tydeligt kan se medfødte forskelligheder hos søskende. Man kan sige, at vi alle fødes som små individuelle originaler, selv enæggede tvillinger.

Vi bliver også socialt set unikke når f.eks. søskende vokser op i det samme miljø. Selvom vi forestillede os, at forældre, personale i institutioner og skoler samt børnene omkring os, påvirkede os ensartet, ville vi alligevel blive forskellige, nuancerede personligheder.
Den såkaldte sociale arv, er næsten umulig at gøre ens, selvom f.eks. forældre synes de har befordret (opdraget) deres børn ens, bl.a. fordi vi selv udvikler os i takt med det første og de efterfølgende børn vi får, og efterhånden som vi modnes og bliver erfarne.

Biologisk arv og social arv er således nødvendigvis lige vigtige for vores udvikling. Men at arbejde med det sociale, uden at tage udgangspunkt i det biologiske, er metaforisk sagt, som at prøve at få en båd til at sejle uden vand. Uden at kende det “farvand”, biologiens dybder rummer, sejler udøvere af både coaching og psykoterapi kun overfladisk rundt.

Når ca. halvdelen af mennesket styres af urgammel biologisk arv, vil de professionelles arbejde kun være et halvt stykke arbejde, uden dette faktum.